Da jeg for et par dage siden var på vej op på fødeafdelingen mødte jeg en kvinde, som jeg synes virkede bekendt. Hun var høj gravid og jeg gættede på, at hun boede på vores Maternity Waiting Area – et par huse, hvor kvinder kan vente de sidste uger til de skal føde, hvis der er udsigt til, at det bliver en vanskelig fødsel! Hendes kønne, milde ansigt samt hendes skønne smil tændte genkendelsens glæde hos mig… Jeg kunne ikke lade være at spørge om hun ikke havde været hos os før… Det havde hun for to år siden –og så står det lysende klar for mig! Hun havde født et dødfødt barn ved kejsersnit for ca. 2½ år siden. Hun fødte mens jeg var i DK, så detaljerne omkring hendes fødsel kender jeg ikke. Men hun boede endnu på Maternity Waiting Area, da jeg kom tilbage fra orloven. Hun ”kom sig” efter operationen. Jeg husker Almaz, som hun hedder, fordi hun havde sådan en fantastisk udstråling. Hun var på en eller anden måde så levende og glad til trods for, at hun lige havde mistes sit barn. Almaz gik dengang rundt og hyggede om de gravide kvinder som var der –hun var en rigtig hyggespreder!
Almaz
Da jeg så en formiddag kom på fødeafdelingen var hun der. Veerne var gået i gang. Det var tydeligt, at hun var bange og frygtede det værste… Vi prøvede alt hvad vi kunne at opmuntre hende og give hende tro på, at det ville gå!
Næste dag boblede forventningens glæde i mig – i dag skulle jeg op og se Almaz og hendes baby!
Først så jeg hende ikke og tænkte, at de nok allerede var rejst hjem –øv, så fik jeg alligevel ikke Almaz og hendes baby at se! Lidt senere kom en Almaz pårørende hen og spurgte om jeg ikke ville gå ind og besøge Almaz – det ville jeg selvfølgelig, det var jo det jeg havde glædet mig til lige siden jeg var gået fra afdelingen dagen før. Hun var altså ikke rejst hjem –jeg kunne nå det endnu! Men da jeg kom ind på stuen var der noget galt… Almaz var ikke sit vanlige glade selv og da jeg kiggede ned i sengen kunne jeg ikke se den lille bylt, der vidner om, at her er en lille ny baby –sengen virkede underlig tom. Heller ikke hos nogle af de kvindelige slægtninge var der en ”baby-bylt”… Og så røg det ud af mig ”Hvor er din baby…?” ”Der” sagde hun og pegede på en papkasse på gulvet… Barnet var dødt… NEJ, det kunne ikke være sandt! Det MÅTTE ikke være sandt… Det var ikke til at bære… Det var og så tydeligt, at Almaz heller ikke synes det var til at bære!
Vi snakkede lidt om hvad der var sket og det var helt tydeligt, at noget var gået helt galt… men det var ikke det vigtigste der og da. Det vigtigste var Almaz – der var ingen ord der kunne lindre, men et kort minut el. to var vi to kvinder, som havde det ondt sammen…
Jeg havde lige set GebreMikael (vores sygehus evangelist) og spurgte Almaz om hun havde lyst at snakke med ham – det havde hun. Jeg sendte en lille bøn op til Gud om, at jeg kunne nå at få fat på GebreMikael inden han gik hjem til frokost! Jeg fandt ham, han sad og snakkede med en anden patient! Åh, så godt! Jeg nåede det… Han lovede at komme til fødegangen inden han gik hjem!
Jeg gik tilbage til fødeafdelingen og skulle prøve at samle mig om noget andet arbejde – men det var vanskeligt!
Hjertet var tungt og tårerne sad lige på tårerkanalens kant og truede med løbe løbsk… det her var bare for grusomt!
Kort efter kom Gebre Michael. Sammen gik vi ind til Almaz og familien… Fuld af taknemmelighed over at have GebreMikael på sygehuset gik jeg ud af stuen… Det er så godt at have en, som kan tage over, der hvor jeg ikke slår til – hverken sproligt eller kulturelt…
Jeg skal besøg Almaz igen… Jeg tror hun fornemmer, at jeg og så synes det gør ondt, selvom det jo er for INTET at regne mod den smerte som hun ligger inde med – men jeg håber og beder til, at Jesus og så kan bruge nærværet til at forkynde sin kærlighed!
Tak om i vil være med til at bede for Almaz og hendes familie – bed om, at de må se Jesus midt i det mørke, som de er i, i disse dage!
